fredag den 24. marts 2017

EU 60 år - hvad nu?

Jeg var i dag til fejring af EUs 60-års dag (som er i morgen) i Europaparlamentets informationskontor, hvor to mediefolk, en MEP og en forsker gav deres udmeldinger på, hvad EUs fremtid byder. Det var en god udveksling af meninger og viden, bl.a. om hvordan EU formentlig kommer videre ved at blive opdelt i et A- og et B-hold, med Danmark på det langsommere hold.
Jeg var også i selvsamme lokale for to år siden, til en snak om hvordan man får gjort EU mere nærværende for Danskerne, og den snak kunne man såmænd sagtens have fortsat i dag - der er ikke meget der har ændret sig.
Jeg kan helt ærligt ikke se hvordan det kan være så svært at finde ud af hvordan man gør EU og Europaparlamentet mere "sexy" for danskerne. Alle EU-institutionerne skal lægges ind under Europaparlamentet, ministerrådet nedlægges og ikke mindst EU-kommissionen skal ikke røre en finger uden at få EU-parlamentets ok først. Derved vil det at være EU-politiker have væsentlig mere vægt i danskernes liv end nu, og EU-parlamentet ikke længere være en retrætepost for folketingspolitikere og andre besværlige elementer i dansk politik. Det at være EU-politiker vil være mindst lige så vigtigt og væsentligt som at være folketingspolitiker.
Det er rigtig svært at overbevise danskerne om, hvorfor de skal tage EU alvorligt, når beslutningsprocesserne er så adskilte fra vælgerne, og spredt ud på såvel ministerråd som parlamentet, og EU-kommissionen synes at leve sit helt eget liv, med EU-parlamentet som accept-stempelpude for alt hvad de finder på. Denne lange vej mellem stemmeseddel og beslutningstagen er dræbende for EUs legitimitet. Og det er sørgeligt, for EU kan og bør have en væsentlig indflydelse på vor hverdag, ikke mindst mht. miljøbevarelse, bekæmpelse af skattely (på trods af Junckers aktive modarbejdelse af dette på Luxembourgs vegne) og en dæmpning af antallet af finansielle transaktioner, så voldsomme udsving og finanskriser som den i 2008 ikke uden videre vil kunne ske igen. Arbejde for at gøre Euroen til reservevaluta i stedet for USD, når nu USA ikke vil have de nødvendige finansielle instrumenter på plads til at modvirke en ny finanskrise, er oplagt.
For mig personligt er miljøarbejdet på fælleseuropæisk plan vigtigt - det er så oplagt en fælles Europæisk opgave - gerne med et verdensomspændende samarbejde lagt ovenpå. Hvorfor må fly forurene så meget, og blive ved med det? Hvorfor må skibsfarten? Det er oplagte EU-opgaver at få disse forureningskilder under kontrol.

mandag den 9. maj 2011

Politiet og parkeringsvagterne slår ikke til

I går var jeg på vej med en buket blomster til min mor i anledning af Mors Dag, og stod ved busstoppestedet på Dag Hammerskjölds Allé ved stenhuggeriet og Lille Trianglen og ventede på en bus. Så kommer 2 biler drønende og kører ind og parkerer, så den bagerste bil holder inde på selve busstoppestedet og direkte foran nogle måbende buspassagerer som ikke tror deres egne øjne - hvordan kan nogen være så hensynsløse? Jeg bliver vred på disse typer som forsvinder over i Dag H cafeen og tydeligvis ikke regner med at være tilbage lige med det samme, og fotograferer den bagerste bil som den holder ved stoppestedsstanderen på busstoppestedet.


Min tanke er at emaile fotoet til Politiet i en email som jeg vil underskrive med min digitale signatur. Så enkelt viser det sig ikke at være.

I dag ringer jeg til Københavns Kommunes Center for Parkering (tlf. 70 80 80 90) for at høre om de kan hjælpe med at give den fotograferede bil en parkeringsafgift. Der får jeg at vide at det kan de ikke - når jeg ser en bil stå et sted kan jeg ringe til dem, og så vil de prøve at sende en parkeringsvagt til stedet og tage sig af det. Så ringer jeg til Politiet (tlf. 33 14 14 48), og vagthavende spørger hvor det er sket og henviser mig så til Østerbro Nærpoliti, hvor de vil kunne modtage fotoet og stå for at sende en parkeringsbøde på 500 kr. til bilens ejer.

Jeg ringer til Østerbro Nærpoliti (tlf. 35 21 53 60) og får fat i en betjent som har et noget andet syn på det: de kan ikke bruge et foto, for jeg kan have manipuleret med det og prøve på at få hængt en anden op på noget vedkommende ikke har gjort. Fremgangsmåden som han ser det er at ringe til Politiet når man ser situationen og HVIS DE HAR TID vil Politiet sende en patrulje forbi og gøre det fornødne. Han var ikke enig med vagthavende på Bellahøj i at det var noget de kunne klare på basis af et fotografi og mit vidneudsagn.

Min retsfølelse? Vi har for lidt personel i Politiet til at tage sig af kriminalitet, men Politiet vil ikke tage mod medborgeres anmeldelser og hjælp. Afviser Politiet flere anmeldelser end de modtager? Det er alle frit for og gratis at gøre noget ulovligt, når bare man gør det når der ikke er en betjent til stede, og Guderne skal vide at det er der sjældent. Vi kan bare stå der og ringe rundt og håbe at Politiet eller Center for Parkering vil gøre sig den ulejlighed at dukke op. Min retsfølelse har det ikke godt.

mandag den 7. marts 2011

Partikeltæller på tur i Københavnsområdet

I dag var jeg inde på Miljøpunkt Indre By-Christianshavn for at hente den partikeltæller det blev muligt at købe før nytår takket være en bevilling fra Indre By Lokaludvalg, for at tage den ud på en tur i Københavns omegn og primært få nogle baggrundsmålinger at sætte kommende målinger op imod. Den kom med på en tur til sydspidsen og sydøstsiden af Amager, Dragør Havn, landingsbanen i Kastrup Lufthavn, Amager Strandpark, Kongens Nytorv og Langelinje. Her er de konkrete målinger.


TidStedPartikler
(antal partikler pr. kubikcentimeter)
Længde- og breddegradTempe­ratur
(grader Celsius)
Vindretning
7. marts 2011 kl. 17.10Kongelunds­pynten3.800N55 33.858, E012 33.750
3
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 17.22Søndre Strandvej, Dragør3.700N55 34.728, E012 38.448
2,5
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 17.27Dragør Havn (parkerings­pladsen bag Cafe Espensen)4.100N55 35.604, E012 40.693
2,5
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 17.40Strandvejen bag landingsbanen i Kastrup Lufthavn13.500 baggrunds­mængde - 45.000 landende fly - 85.000 i direkte udstødningN55 37.716, E012 40.336
3
Fra landingsbanen - ca. 255 grader (vest)
Kl. 17.52Havkajakvej i sydenden af Amager Strandpark8.100N55 38.914, E012 38.847
3
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 18.03Nordenden af Amager Strandpark7.050N55 39.796, E012 38.121
3
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 18.16Kongens Nytorv10.500 baggrunds­mængde - 35.000 bus - 45.000 taxaN55 40.819, E012 35.206
4
Ca. 255 grader (vest)
Kl. 18.30Langelinje nordlige parkeringsplads10.200N55 42.216, E012 36.066
3
Ca. 215 grader (sydvest)

Det overraskede mig lidt at det var Søndre Strandvej og ikke Kongelundspynten der gav det laveste måleresultat - det er muligt at partikelforureningen fra myldretidstrafikken på Køge Bugt motorvejen påvirkede resultatet.

Kastrup Lufthavns landingsbane
Det var fascinerende at se hvad et landende fly kan udsende af ultrafine partikler - baggrundsmængden når der ikke var landende fly der passerede var på 13.500 partikler pr. kubikcentimeter, hvilket svarer til baggrundspartikelforureningen i Indre By i København. Men når et landende fly lige var passeret steg partikelmængden til 45.000, hvilket svarer til at have en diesel-taxa kørende lige ved siden af, og da udstødningen ramte direkte på partikeltælleren røg mængden op på 85.000 partikler pr. kubikcentimeter, hvilket jeg kun har set en gang før, ved udblæsningsrøret fra togsporene under Nørreport på pladsen foran hovednedgangen til Nørreport Station.

Kongens Nytorv
En anden interessant ting er målingerne på Kongens Nytorv. En helt almindelig Mercedes diesel taxa giver en måling på 45.000 partikler pr. kubikcentimeter når den kører forbi mens en Movia-bus giver 35.000 partikler - en dieseltaxa forurener mere end en bus. Det vil der blive fokuseret mere på i den kommende tids arbejde med partikelmåleren.


Udstyr brugt
Klokkeslet, længde- og breddegrad blev fundet med en Garmin Nüvi 3790 gps. Den omtrentlige vindretning med det elektroniske kompas i en HTC Desire HD mobiltelefon. Temperaturen med et indbygget termometer i den brugte bil. Partikelmåleren er en TSI P-TRAK 8525 som måler ultrafine partikler på mellem 1 mikrometer og 0,02 mikrometer. Den slags partikler er så små at de ikke er påvirkede af tyngdekraften og når indåndet kan bevæge sig helt ind i bunden af de mindste alveoler i lungerne.

torsdag den 17. februar 2011

Endelig

Så er min blog med meninger blevet en realitet. Jeg har især i forbindelse med mit arbejde i Trafikforeningen Webersgade og som lokaludvalgsmedlem i Indre By Lokaludvalg brug for at kunne udtrykke mine egne tanker og meninger om diverse emner, men der kommer formentlig også indlæg som ikke nødvendigvis har med disse organisationer at gøre - jeg har også holdninger om dagens kaffe og vejret. Vi får se hvad der dukker op af emner. Vel læst og gerne kommenteret!